Helt centralt i Silkeborg, for enden af gågaden, ligger vores hyggelige lille kontorfællesskab på 1. sal. Heraf navnet FLOOR1.
FLOOR1 blev startet i 2020 af far (Finn) og søn (Jonas) som et hyggeligt fællesprojekt, da Jonas manglede et sted at sidde til dagligt. Siden dag ét har vi næsten altid været fuldt booket – dog med udskiftning løbende.
Vi er mellem 8-10 lejere i fællesskabet, som hver i sær arbejder i vidt forskellige brancher – nogen selvstændigt og andre som en del af en større virksomhed. Vi kan sagtens finde på at tage en fyraftensøl eller -sodavand i ny og næ, men generelt er det et uforpligtende fællesskab, hvor nogen er på kontoret næsten hver dag, mens andre er der 1-2 gange om ugen. Det har været vigtigt for os at skabe så afslappet og enkelt et setup som muligt.
Ønsker du at besøge os eller har du spørgsmål, skal du endelig ikke tøve med at tage fat i os eller kigge forbi på Vestergade 41.
Artikel: Midtjyllands Avis d. 11. oktober 2022
Kontorfællesskab i den centrale del af Silkeborg blev skabt i 2020. Sønnen kom hjem til Silkeborg fra Amager, mens faderen skiftede fra Jyske Bank efter 42 år som ansat
I efteråret 2020 åbnede kontorfællesskabet Floor1 på Vestergade i Silkeborg. Det er overfor Norups Plads ved gågadens vestlige ende, og her oppe under loftet på førstesalen i nummer 41 byder Jonas Herlev velkommen.
Floor1, der udtales med engelsk »one« i enden, drives af Jonas Herlev og faderen Finn Herlev.
For to et halvt år siden gik sidstnævnte på pension efter 42 år i Jyske Bank.
33-årige Jonas Herlev selv har virksomheden Din Camp, og derudover er syv andre lejere tilknyttet Floor1 p.t. – det vil sige fuldt hus.
“Et eller andet sted er vi en broget flok. Men det synes vi bare er fedt. Vi er både nogle unge og nogle mere – nu skal jeg passe på, hvad jeg siger – erfarne folk” smiler Jonas Herlev.
“Det er nogle søde mennesker, som er hyggelige at snakke med” fastslår han.
“Det startede som er hyggeligt projekt, som min far og jeg skulle have sammen, og heldigvis har det vist sig, at nogle søde mennesker gerne vil sidde her også, og det gør bare det hele meget mere hyggeligt” siger Jonas Herlev.
Som lejer forpligter man sig ikke til noget i forhold til det sociale. Den del tager udlejeren afslappet på.
“Man er ikke tvunget til noget. Men heldigvis er vi en flok, som hygger sig med at snakke sammen. Én dag kan her sagtens være helt stille, fordi folk arbejder koncentreret. Morgenen efter er det måske anderledes. Så får vi snakket ud om den seneste fodboldkamp eller vendt, hvad der skal ske i weekenden. Engang imellem har vi taget en fyraftensøl” fortæller Jonas Herlev.